HISTORIEN BAG

IMG_7869
HISTORIEN

om at sætte en by i bevægelse

Det begyndte som et lille frø, der i 2014 blev plantet hos Isabel Morgenstern. Tanken var at sætte byen i bevægelse og gøre noget for lokalsamfundet. Med en professionel baggrund i konceptudvikling, kommunikation og læring kombineret med en stor interesse for sundhed, trivsel og natur kom værdierne på plads og visionen blev tydeligere.

Med fokus på Rys helt unikke natur og byens store udvalg af outdoor aktiviteter, blev frøet vandet, og frem spirede tankerne, og de ville ikke slippe igen. De blev luftet for borgere, foreninger og virksomheder, og der var stor opbakning. Gentagne gange blev der sagt: ”Det er da en vanvittig god idé. Hvorfor er der ikke nogen, der har gjort det noget før?”. I februar 2015 valgte Isabel Morgenstern at kaste sig ud i det, velvidende at det ville kræve mange interessetimer, penge og hårdt arbejde – med fuldtidsjob og familie ved siden af.

Èn blev snart til flere, Lea Shoshan Nygaard blev en del af ejerkredsen, og aktører kom til fra mange steder for at være en del af projektet. Drømmen om at sætte en by i bevægelse begyndte at tage form.

Med kun fire måneders forberedelse lykkedes det at afholde Ry outdoor den 29. – 31. maj 2015 med over 40 aktiviteter og med outdoor muligheder for både store og små, eliteudøveren, nybegynderen og personer med særlige behov. Det regnede i stride strømme i tre dage, og mange trodsede bygerne og sikrede at første år blev en stor succes.

 
Frontløber Isabel søger bevægelse og oplevelser i naturen, når hun rejser til udlandet eller rundt i Danmark.
“Det betyder alt for mig, at jeg fik fokus på, hvor godt jeg har det, når jeg trives og lever sundt. Bevægelse udenfor er blevet min favorit til at holde mig i en god form fysisk og mentalt. Om det er i kajakken fra Gudenåens udspring i Tørring til Randers, vandreture fra Ry til Himmelbjerget eller en løbetur til Langebakke med den vide udsigt, så har øjeblikke i naturen bragt mig de mest fotografiske og bevægende øjeblikke.”